Som producent af sex dukke , Jeg kan fortælle dig, at jeg nogle gange har denne reaktion på mit arbejde, når jeg tager mine dukker ud offentligt for at vise dem og sælge. Folk er mere eller mindre trygge ved at se på noget, der ligner en humanoid. Noget, der ligner et menneske, men som ikke har detaljer eller tredimensionelle detaljer, kan se mindre skræmmende ud end de dukker, jeg skaber, og som er beregnet til at være så naturtro som muligt, i de mindste detaljer, til vægten af ​​deres små kroppe. Denne reaktion kan forekomme med robotfigurer, der virker, se ud og lyde som et menneske. Dette sker ikke kun med dukker. Som nogen sagde, det skyldes i høj grad det samfund, vi lever i. Filmindustrien har tjent mange penge med film som Chucky og Puppetmaster, hvori dukkerne “Kom til live” og blive voldelig.

På den anden side, der er film som Pinocchio, hvor dukken bliver levende for at blive kærlig, sød og den dreng, som faderen altid har ønsket sig. Der er meget at sige om hypen omkring livløse genstande, der også er hjemsøgt af nogen eller noget. Og endnu en gang, vi har fjernsynet at takke for meget af det. Ikke alle dukker fundet på auktioner er hjemsøgte. Sandsynligheden for, at dette sker, er meget lille, selvom du tror, ​​at sådan noget kan være sandt. Imidlertid, trods frygtreaktionen over at eje eller se en dukke, det modsatte er også sandt. Mange mennesker elsker dukker, fordi de trøster i deres realisme. De kan hjælpe dem til at føle sig mindre alene i verden.

Mange mennesker elsker dukker, fordi de kan interagere med dem ved at klæde dem på eller lege med dem., eller endda blot ved at afsløre dem. For dem, de ser skønheden i dukken, hvor andre ikke ser den. Dette kan være tilfældet med en dukke, hvis vintage-ansigt har mistet sin glans og kun viser revner. Nogen kan se på disse revner og kun se den kærlighed, der er blevet vist denne dukke for dages leg og dagdrømme. Andre kan ikke se denne kærlighed i disse sprækker, men se et ødelagt billede af noget, der burde være helt, eller en knækket menneskeskikkelse. Vi har en biologisk frygt produceret, når vi ser noget, der ligner eller ligner et menneske, men som ikke er til at se. 100% human. Det er en psykologisk ting, der sker.

Jeg har set dokumentarer om dette emne. Endnu engang, det kan være hyperrealismen eller uregelmæssighederne, der skiller sig ud og giver seeren gåsehud. Et revnet ansigt, en brækket finger eller enhver anden deformitet eller uregelmæssighed kan udløse de glade fantasier fra gamle tider, eller hvad der kunne have været, da dukken stadig var hel, eller det kan give os lyst til at se skævt på dukken, fordi hun ikke er, hvad hun kunne eller burde være. Hvad mere er, en dukke, der er livløs, kan være noget seeren ønsker at se live, som i tilfældet med Gheppeto og Pinnochio, og tanken om, at det måske går i opfyldelse i en eller anden fantasi skaber en frygtreaktion. Her er mit svar, Efter min bedste viden. Jeg håber, det vil være nyttigt for dig. Ikke alle er bange for dukker. Det må du hellere huske på.