Hvorfor så mange mennesker synes, at sexdukker er uhyggelige ?

Le Strong Museum of Play de Rochester, i staten New York, har en stor vitrine fyldt med gamle og nye dukker, nogle meget gamle og af historisk værdi, anden strøm. Når du ser alle disse dukker sammen, der er en håndgribelig frygtfaktor på grund af alle de glasagtige øjne, der stirrer på dig. (Kuldegysninger !).

Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg finder nogle skræmmende dukker, andre slet ikke.

Da jeg var barn, min skotske bedstemor, som jeg aldrig har mødt, sendte mig en smuk dukke. Jeg kaldte hende Jeannie og åh ! hvordan jeg kunne lide det ! Jeg var et ensomt barn og i lang tid, Jeannie var min bedste ven. En dag, min kvasi-psykotiske storebror flåede Jeannie af mig og smadrede hendes ansigt. Jeg var hysterisk af sorg og rædsel. Jeg prøvede at skjule Jeannie, men min mor fandt den og slap af med den. Min bror sagde, at det var et uheld (Dette var ikke tilfældet) og min mor lod det være.

Efter Jeannies død, de eneste dukker jeg legede med var Barbie, hendes fregnede bedste ven Midge, hendes kæreste Ken og hendes lillesøster Skipper. Jeg forventede, at få mennesker ville finde de glade smil fra disse angstfremkaldende dukker (men OK, der er altid undtagelser). En dag, min uhyggelige storebror tog min barbie og hængte hende i nakken fra en lysarmatur. Jeg var meget forvirret, og min bror blev ved med at skubbe mig væk, så jeg ikke kunne lægge hende fra mig. En gang til, min mor undskyldte dette ved at sige, at det var en “spil”. Min far endte med at bringe Barbie ned. (Der var også en anden hændelse, hvor min bror kvalte min Raggedy Andy dukke, men dukken overlevede angrebet).

Efter traumet led jeg af min bror om Jeannie, Raggedy Andy og Barbie, Jeg har aldrig haft en anden dukke, Aldrig. Og jeg har intet med min bror at gøre den dag i dag. Så uhyggelig og uhyggelig, som nogle dukker kan virke, ingen kan konkurrere med min frygtelige storebror og den terrorkampagne, han førte mod mig og mine elskede dukker.